Foreningens vedtægter og referater af genneralforsamling
Vedtægter:
§ 1. Foreningens formål
Stk. 1
Foreningens formål er at forebygge og reducere antallet af dumpede, hjemløse og udsatte
katte i Danmark samt at fremme ansvarligt kattehold.
Stk. 2
Foreningens formål sker gennem at forebygge og mindske antallet af hjemløse og udsatte
katte som følge af ukontrolleret formering ved at redde, neutralisere, behandle, rehabilitere
og formidle katte til ansvarlige og varige hjem, når dette er muligt og til kattens bedste.
Foreningen sikrer, at katte omfattet af foreningens arbejde modtager den nødvendige
dyrlægefaglige behandling og omsorg, og at adoption sker på baggrund af en konkret
vurdering af den enkelte kats behov og de kommende ejeres evne til at tilbyde et passende,
trygt og varigt hjem.
Stk. 3
Foreningen arbejder ud fra det princip, at aflivning alene anvendes som en sidste udvej, når
en konkret vurdering viser, at det er den mest forsvarlige løsning af hensyn til kattens
velfærd, sikkerhed eller andre væsentlige dyrevelfærdsmæssige forhold.
Stk. 4
Foreningen arbejder desuden for at udbrede viden om ansvarligt kattehold, neutralisering,
dyrevelfærd og de udfordringer, som hjemløse og udsatte katte står over for, med henblik på
at forebygge hjemløshed og fremme respekt og omsorg for dyr.
§ 2. Hjemsted
Stk. 1
Foreningens hjemsted er Nyborg Kommune.
Stk. 2
Foreningen har sit primære virkeområde i Jylland og på Fyn.
§ 3. Medlemskab
Stk. 1
Enhver fysisk eller juridisk person, der ønsker at støtte foreningens formål og vedtægter, kan
optages som medlem af foreningen
Stk. 2
Medlemmer er forpligtet til at oplyse og løbende ajourføre en gyldig e-mailadresse samt
øvrige relevante kontaktoplysninger.
Stk. 3
Genoptagelse af medlemskab kan ske ved betaling af nyt kontingent, medmindre
bestyrelsen beslutter andet.
Stk. 4
Indkaldelse til generalforsamling anses for gyldigt meddelt, når den er sendt til den
e-mailadresse, som medlemmet senest har oplyst til foreningen. Manglende modtagelse
som følge af forældede eller urigtige kontaktoplysninger kan ikke gøres gældende over for
foreningen.
§ 4. Eksklusion
Stk. 1
Bestyrelsen træffer beslutning om optagelse og eksklusion af medlemmerne.
Stk. 2
Eksklusion sker på baggrund af en konkret og saglig vurdering foretaget af bestyrelsen.
Medlemmet skal som udgangspunkt have mulighed for at udtale sig, inden beslutningen
træffes. I særligt grove tilfælde kan eksklusion ske uden forudgående advarsel. Medlemmet
skal orienteres skriftligt om beslutningen.
Stk. 3
Eksklusion sker på baggrund af en konkret og saglig vurdering foretaget af bestyrelsen og
kan i grove tilfælde ske uden forudgående advarsel. Medlemmet skal orienteres skriftligt om
beslutningen.
§ 5. Kontingent
Stk. 1
Medlemmer er forpligtet til at betale det kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen.
Kontingentet fastsættes for én kontingentperiode ad gangen og kan ændres fra år til år ved
beslutning på generalforsamlingen. Kontingentet forfalder til betaling ved den af foreningen
fastsatte betalingsfrist. Medlemskabet løber for et år af gangen.
Stk. 2
Kontingentets størrelse fastsættes af den ordinære generalforsamling. Den stiftende
generalforsamling beslutter kontingentets størrelse for nuværende år og året efter. Den
årlige generalforsamling finder sted i 4. kvartal.
Stk. 3
Ved manglende betaling fremsendes en påmindelse (rykker). Betales kontingentet ikke
senest 14 dage efter den angivne betalingsfrist, ophører medlemskabet automatisk uden
yderligere varsel.
§ 6. Generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen vælger hvert år to suppleanter til bestyrelsen. Suppleanterne indtræder
i rækkefølge efter stemmetal, således at den kandidat, der opnår flest stemmer, er 1.
suppleant, og den kandidat, der opnår næstflest stemmer, er 2. suppleant.
Stk. 2
Betalende medlemmer modtager indkaldelse via e-mail, og der gøres samtidig opmærksom
på generalforsamlingen via foreningens sociale medier.
Stk. 3
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være foreningen i hænde
senest 5 dage før afholdelsen og indsendes via e-mail. Forslagene udsendes ikke forud for
generalforsamlingen, men fremlægges og behandles først på selve mødet.
Stk. 4
Alle betalende medlemmer har stemmeret i generalforsamlingen. Ved stemmelighed
bortfalder forslaget.
Stk. 5
Generalforsamlingen kan afholdes digitalt, såfremt bestyrelsen beslutter dette. Ved digital
afholdelse skal det sikres, at alle stemmeberettigede medlemmer har adgang til
generalforsamlingen og kan udøve deres stemmeret.
Afstemninger kan gennemføres ved brug af digitale afstemningsformer, herunder
elektroniske stemmesystemer eller tilsvarende løsninger, som sikrer korrekt og retvisende
stemmeafgivning.
Ved alle afstemninger udpeges stemmetællere, som foretager optælling og kontrol af de
afgivne stemmer.
Stk. 6 – Dagsorden for ordinær generalforsamling
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Bestyrelsens beretning
- Godkendelse af regnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Valg til bestyrelsen
- Behandling af indkomne forslag
- Eventuelt
§ 7. Generalforsamlingens øverste myndighed
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle foreningens anliggender inden
for vedtægternes rammer.
§ 8. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller
når mindst 1/3 af de stemmeberettigede (betalende) medlemmer fremsætter en skriftlig og
begrundet anmodning til bestyrelsen pr. e-mail.
Senest 14 dage efter modtagelsen af anmodningen skal bestyrelsen indkalde til
ekstraordinær generalforsamling, som skal afholdes hurtigst muligt og senest 30 dage efter
indkaldelsen.
§ 9. Bestyrelse
Stk. 1
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af minimum 2 og maksimum 7 medlemmer,
som vælges på generalforsamlingen.
Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med mindst
følgende poster: formand, næstformand og kasserer. Kasserer kan også varetages af
formand eller næstformand. Bestyrelsen kan derudover fordele øvrige opgaver blandt sine
medlemmer.
Stk. 3
Alle betalende medlemmer kan vælges til bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem vælges for 2 år
af gangen for at sikre kontinuitet i valgperioder.
Stk. 4
Bestyrelsen kan undtagelsesvis bestemme, hvilke ikke betalende medlemmer der vil kunne
deltage i generalforsamlingen uden stemmeret.
§ 10. Digitale platforme
Stk. 1
Bestyrelsen administrerer foreningens digitale platforme og kan fastsætte retningslinjer for
deres anvendelse, herunder om moderering af indhold samt midlertidig eller permanent
udelukkelse fra foreningens digitale platforme ved overtrædelse af disse retningslinjer.
Stk. 2
Udelukkelse fra foreningens digitale platforme medfører ikke i sig selv ophør af medlemskab
af foreningen.
§ 11. Suspension af bestyrelsesmedlem
Stk. 1
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde midlertidigt suspendere et bestyrelsesmedlem fra
udførelsen af bestyrelsesopgaver, indtil sagen er behandlet.
Stk. 2
En suspension kan alene ske, hvis der foreligger væsentlig misligholdelse af
bestyrelseshvervet, overtrædelse af foreningens vedtægter eller anden adfærd, der kan
skade foreningen eller dens formål.
Stk. 3
Nærmere regler om suspension, sagsbehandling og det suspenderede medlems rettigheder
fastsættes i bestyrelsens forretningsorden.
Stk. 4
En suspension medfører ikke ophør af valg til bestyrelsen. Kun generalforsamlingen kan
afsætte et valgt bestyrelsesmedlem.
§ 12. Regnskab og økonomi
Stk. 1
Regnskabet føres af kassereren og gennemgås årligt af en ekstern, uafhængig og
økonomisk sagkyndig person udpeget af bestyrelsen. Personen må ikke være medlem af
bestyrelsen eller have en økonomisk interesse i foreningen.
Stk. 2
Foreningens midler skal anvendes til foreningens drift og formål. Foreningen finansierer sit
arbejde gennem blandt andet donationer, medlemskontingenter, tilskud og sponsorater.
Donationer anvendes til at understøtte foreningens formål og arbejde for udsatte katte.
Modtager foreningen donationer eller indsamlinger øremærket en specifik kat, og opstår der
et overskud, anvendes de resterende midler til fordel for andre katte omfattet af foreningens
formål, medmindre andet er oplyst i forbindelse med indsamlingen.
Stk. 3
Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
Foreningen hæfter alene med sin til enhver tid værende formue.
Stk. 4
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for foreningens økonomi og økonomiske
dispositioner. Kassereren varetager den daglige økonomiske administration efter
bestyrelsens beslutninger og retningslinjer.
Stk. 5
Oprettelse og nedlæggelse af bankkonti samt øvrige væsentlige bankforretninger kræver
bestyrelsens godkendelse.
Stk. 6
Foreningens bankkonti er tilknyttet to personer med dispositionsadgang.
§ 13. Regnskabsår
Regnskabsperioden følger kalenderåret.
§ 14. Vedtægtsændringer
Ændringer af foreningens vedtægter kan kun vedtages på en generalforsamling.
Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§ 15. Opløsning af foreningen
Stk. 1
Foreningens opløsning skal vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger,
hvoraf mindst én skal være en ekstraordinær generalforsamling. Opløsning af foreningen
kræver 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer på begge
generalforsamlinger.
Stk. 2
Ved foreningens opløsning skal en eventuel formue tilfalde en anden almennyttig,
ikke-erhvervsdrivende forening eller organisation med et formål, der i væsentligt omfang
svarer til foreningens. Modtageren besluttes af generalforsamlingen.
§ 16. Fortolkning af vedtægter
Såfremt en konkret situation ikke er reguleret i vedtægterne, kan bestyrelsen træffe
beslutning herom, så længe beslutningen er i overensstemmelse med foreningens formål,
vedtægter og tidligere beslutninger truffet af generalforsamlingen.
§ 17. Tegningsret
Stk. 1
Foreningen tegnes af formanden og næstformanden i forening.
Stk. 2
Tegningsberettigede personer kan ikke alene disponere over foreningens midler.
Stk. 3
Tegningsretten bortfalder automatisk for et bestyrelsesmedlem ved udtræden af bestyrelsen
eller foreningen.
§ 18. Bestyrelsens beslutningsdygtighed
Stk. 1
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til
stede.
Stk. 2
Beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne.
§ 19. Udtræden af bestyrelse
Stk. 1
Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid udtræde af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til
bestyrelsen.
Stk. 2
Ved udtræden indtræder suppleant i den rækkefølge, de er valgt. Hvis dette ikke er muligt,
fortsætter bestyrelsen med de resterende medlemmer indtil førstkommende
generalforsamling.
Stk. 3
Udtræden medfører samtidig ophør af alle tillagte rettigheder i bestyrelsen, herunder
tegningsret.
Her kan du downloade både vedtægterne og referat.
